“Tjener du overhovedet noget på det?”

Dato: 18. september 2014
Kategori: Meninger 
Tags: Sindsro, Livsglæde, Livet

“Tjener du overhovedet noget på det?”.. “Hvorfor gider du bruge tid på det?”..
– Sådanne ting hører jeg rigtig ofte fra bekendte, familie og venner.
Det er oftest når jeg har udenlandske turister boende i min lejlighed, bruger weekender på at presse æbler for fremmede folk, eller bruger store dele af min fritid på at hjælpe  non-profit-organisationer.
Oftest bliver jeg spurgt at nære venner og familie. Jeg tror de spørger af et godt hjerte, fordi de vil have at det skal gå mig godt. Jeg tror også folk spørger mig om det, fordi de er bange at mit, til tider, store “pleaser”-gen løber om hjørnene med mig.

I går aftes fik jeg et brev fra et ungt par, som jeg i weekenden havde presset 15 liter pæremost til.
Da jeg var til en hyggelig familiefødselsdag fortæller jeg stolt min nære familie om brevet, hvortil jeg bliver mødt med ordene: “Ja, men hvorfor gider du egentligt? Du brugte jo flere timer på det, og du tjener jo slet ikke noget på det?” hvortil jeg svarede: “Nej, men nu handler alt jo heller ikke om penge”.
Billede 18-09-14 13.43.34
Men, hvad handler det så om?

  • Hvorfor gider jeg bruge flere timer og hårdt fysisk arbejde på at presse fremmede folks æbler? Jeg laver al det hårde arbejde og bruger virkelig meget tid på det, og de får hele resultatet/produktet. 
  • Hvorfor gider jeg lade  fremmede turister bo i min stue, bruge mit badeværelse og køkken, når de bare kunne booke et hotel? Hvorfor lejer jeg ikke min lejlighed ud via AirBNB og tjener penge i stedet for at tilbyde den gratis via Couchsurfing?
  • Hvorfor bruger jeg langt de fleste af mine friaftener på non-profit-organisationer som Sanker.dk og KBHFF.dk? Hvorfor bruger jeg ikke den tid på at tjene penge eller bruge tiden på mig selv?

Svarene er simple:

  • Fordi penge ikke gør mig lykkeligere. Jeg har de penge jeg skal bruge, til at betale faste regninger og leveudgifter. Jeg kunne altid godt bruge flere penge, men hvis jeg begyndte at opkræve penge for ovenstående tre eksempler, så ville jeg ikke kunne skrive nedenstående punkter. Og nedenstående punkter er mere værd end penge i min verden.
  • Fordi det føles fantastisk at hjælpe andre.
  • Fordi jeg får en god ro inden i mig selv, af at vide at jeg har stillet mig selv i anden række og ladet mig bruge af andre. Derved får jeg bekræftet overfor mig selv at jeg ikke er jordens centrum og alt ikke handler om mig, som jeg til tider tror.
  • Fordi det giver mig chancen for at se medmennesker blive oprigtig glade og overrasket over at næstekærlighed findes. Ja, det lyder helt sygt og religiøst. Men jeg tror at du kender følelsen selv. Når du gjort en god gerning, og samlet en vante/pung/whatever op i supermarkedet og aflevere den til ejermanden, der ikke havde registreret at genstanden var mistet. Du kan se ejermanden blive glad og overrasket over din gode gerning og du bliver selv lidt stolt af dig selv. Sådan får jeg det også når jeg gør noget godt for andre og de oprigtigt værdsætter det.
  • Fordi det giver mig mulighed for at møde mennesker på min vej, jeg normalt ikke ville træffe. De mest spændende mennesker jeg har mødt i mit liv er eksempelvis via Couchsurfing.
  • Fordi det giver mig mulighed for at lære nye ting og udforsker nye områder, som jeg selv vælger at dykke ned i.
  • Fordi jeg tilegner mig nogle kompetencer som jeg måske senere i mit liv kan drage nytte af.

Min pointe er at udbyttet af det man laver ikke altid behøver at være i form et materielt gode. Et smil og et oprigtigt  “tak” kan være meget, meget, mere værd for mig.

Om 

Jeg er en fyr på 26 år, der er glad for mad, natur, kaffe, kultur og politik.
Pt. bosiddende i Skotland, hvor jeg arbejder med jagt på et gods.
Uddannet indenfor Offentlig Administration. Senest arbejdet indenfor ejendoms- og erhvervsmæglerbranchen, som Kunde- og driftsansvarlig for Ejendomstorvet.dk
Derudover driver jeg et mobilt æblemosteri, Det mobile mosteri ( http://detmobilemosteri.dk )

    Følg mig her:
  • facebook
  • googleplus
  • linkedin
  • twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *