Caminoen – Den franske rute

24. juli 2015 by jacobdklarsen

Dato: 24. juli 2015
KategoriProjekter, Meninger
Tags: Sindsro, LivsglædeSport, Motion, Livet, Caminoen, Natur, FrihedGåtur, Vandretur, Spanien, Ferie

For fire år siden stod jeg i badet, med en god ven, efter en squashkamp. Her fortalte han mig om en vandretur i Spanien kaldet Caminoen. En 800 km lang pilgrimsrute med endemål i byen Santiago De Compostela. Jeg var solgt med det samme, og ville afsted! Han forslog at vi skulle gå den sammen, hvilket også var planen.
Desværre var jeg i den periode alt for fuld hele tiden og kunne ikke planlægge noget som helst. Så min ven tog afsted uden mig og fik alletiders tur.
Året efter kunne jeg knap nok gå, og måtte gå rundt med krykker fordi jeg havde betændelse i min ene fod som ikke ville gå væk. Højst sandsynligt på grund af en usund livsstil og for meget alkohol. Så det år kom jeg heller ikke afsted.
Året efter startede jeg behandling for mit alkoholmisbrug og skulle bruge tid til at finde fodfæste hjemme i Danmark. Så der kom jeg heller ikke afsted.
Sidste sommer ville jeg gerne have været afsted, men endte i stedet med at starte pilgrimsruten i Danmark da jeg gik tværs og Sjælland og Fyn. Det kan du læse om her: En lille gåtur.

Men i år skal det være! Jeg har lyst, jeg er i god form og har råd til turen.
Derfor har jeg valgt at begive mig ud på denne gåtur med en god kammerat i juli/august 2015.

Dette blogindlæg vil fungere som et opslag til kommende pilgrimme, der kan læse om mine erfaringer, tips & tricks. I bunden af indlægget kan du læse om vores erfaringer, tips & tricks.
Samtidig vil jeg under turen opdatere bloggen et par gange som en slags rejsedagbog.

På nedenstående kort kan I følge med i, hvor langt vi er kommet på turen.

Hvad er Caminoen?

Caminoen (el camino) betyder vejen/stien. Med ‘Caminoen’ hentyder ofte til vejen til Santiago De Conpostella, hvor apostlen Sankt Jacob jordiske rester ligger begravet. Siden middelalderen har denne by været en vigtig pilgrimsby og en af de mest pilgrims-besøgte byer. Der er ikke kun én vej til Santiago De Compostela, men mange forskellige. Disse veje/ruter/stier går igennem hele Europa. Bl.a. har vi Hærvejen og ruten på Sjælland i Danmark.

Den mest benyttede rute er i dag Den Franske Rute, som starter i de franske pyrenæer og slutter i Santiago De Compostela efter 818 km. Du kan se ruten længere oppe.

Man kan vælge at gå Caminoen af flere årsager: religiøse, spirituelle, kulturelle, motion osv. Personligt har jeg valgt at gå den for at få en god oplevelse med en kammerat, spise noget god spansk mad og møde nogle nye spændende mennesker. Men bestemt også for at give mig tid til eftertanke, arbejde med min spiritualitet og forsøge at komme tættere på mon højere magt.

Forberedelse og pakning

Vi har valgt at gå turen om sommeren, hvorfor vi ikke behøver særlig meget oppakning. Samtidig overnatter man på herberger, kaldt alberquer/refuger, hvorfor telt og liggeunderlag heller ikke var nødvendigt. Al mad kan købes på restauranter, cafeer og i supermarkeder.

Derfor har vi kunne nøjes med at pakke: 2 underbukser, 3 par vandresokker, 2 skjorter, 1 par shorts, 1 par zipoff bukser, 1 regnponcho, toilettaske med medicin og 1.hjælp, 1 par kondisko, 1 par vandrestøvler, 1 lagenpose (i stedet for sovepose) og 1 mikro sportshåndklæde. I alt 5 kilo på ryggen til 30 dages vandring.

Den primære årsag til at pakke så lidt, er at jeg fra tidligere erfaringer ved at jo mindre man har på ryggen, dets nemmere er det at gå for kroppen. En tung rygsæk kan være hårdt for kroppen, og når det personlige overskud ikke er højst kan en tung rygsæk også være belastende for psyken.

Udover at have pakket effektivt har vi begge trænet og gået vores vandrestøvler til i god tid inden turen.

Billede 23-08-15 10.51.56

For at regne ud, hvor langt vi ca. skulle gå hver dag og, hvor vi kunne overnatte udfra dette brugte vi et online planlægningsværktøj som kan findes her: http://www.urcamino.com/ – Denne rute bruger vi dog kun som en vejledende plan, så vi har noget at sigte efter. Man kan ikke planlægge vabler, helbred osv.
Desuden havde vi købt denne bog, som virkelig mange pilgrimme på vejen også går med. Den indeholder god information om turen, gode forslag til etaper, oplysninger om antal alberguer osv. i byerne. cover_frances

Nedenstående bliver skrevet på min iPhone, mens jeg ligger i sengen inden jeg skal sove. Beklager for stave/tastefejl og mærkelige tider. 

København til Saint Jean Pied De Port 23/07-15

Vi havde fået nogle billige billetter med SAS fra Kastrup Lufthavn til den franske by Biarritz ved Bayonne. Denne by ligger en times kørsel fra Saint Jean Pied De Port, hvor turen starter.

Vi havde besluttet at tage en taxa fra Lufthavnen til byen, og forhåbentligt møde nogle mennesker, der skulle samme vej, så taxaregningen kunne splittes. Vi mødte et flinkt dansk kærestepar i lufthavnen som vi delte taxaen med. Det blev 30 euro pr person, hvilket ville være blevet billigere, hvis vi havde kunne finde yderligere personer.

Vi fløj fra KBH kl 16.10 og var fremme i Saint Jean Pied De Port kl. 20:30. Vi fandt hurtigt et fint Alberque, fik købt et pilgrimspas (giver adgang til billige pilgrimsmenuer og overnatninger), spist noget aftensmad og så tidligt i seng, så vi kunne være klar til første etape.

1. Etape: Saint Jean Pied De Port – Roncesvalles – 27 km – 24/07-15

Vi stod op kl 06.30, spiste morgenmad med nogle andre pilgrimme, købte lidt proviant og så gik vi ellers afsted. Vi ville gerne have startet stille og roligt ud, men der er først rigtig overnatningsmulighed efter 27 km, hvorfor vi måtte starte med en lang tur.


 Turen var hård, da vi skulle gå over pyranæerne, hvilket betød at det gik stejlt op af fra første meter og forsatte indtil det begyndte at gå stejlt ned de sidste 4 km.

 


 Men med vores friske ben kom vi fint frem til dagens mål. Det var en utrolig flot tur med fantastiske udsigter, en masse får, køer og vilde heste.  Nu har vi været i bad og vasket tøj. VP (min ven) sidder i baren og drikke øl med det danske kærestepar og en flink hollænder. Jeg glæder mig til at tilslutte mig deres selvskab om lidt.

 

2. Etape: Roncesvalles til Zubiri – 21 km – 25/07-15

I går aftes fil vi et elendigt aftensmad i Roncesvalles. Virkelig en klam pilgrims-menu, som toppede da en plastic-bæger yogurt blev smækket hårdt på bordet og da vi halvvejs igennem denne kulinariske oplevelse blev smidt ud af restauranten, da det nu var sengetid.. Javel. Sammen med det flinke kærestepar fra Danmark og hollænderen valgte vi at grine af oplevelsen, og derfor lå vi pænt i sengen kl 22:00 på det ellers fine Albergue. Sammen med resten af sovesalen stod vi op kl 06-06:30, pakkede og begav os afsted på dagens etape i kedeligt gråt støvregn.

Efter 4 km fandt vi en hyggelig cafe, hvor vi fik noget god morgenmad. og kaffe!


 For at skåne vores ben og undgå at starte for hårdt ud havde vi i forvejen besluttet os for at tage det stille og gå en kort etape. Turen gik fint, selvom vi alle godt kunne mærke den hårde bjergetape i benene fra dagen før. Det gik stadig lidt op af bakke, men ingenting sammenlignet med gårsdagens etape. De sidste kilometer gik dog stejlt nedad igen med løse store sten, hvilket var virkelig hårdt for lårene og knæene.

I løbet af dagen blev vejret bedre og kl 13 var vi allerede fremme ved Zubiri. En lille hyggelig by med et par pensionater, alberguer, en kirke og sportshal. Hollænderen, Jelle, VP og undertegnet fandt en lille bar, hvor vi sad et par timer og hyggede os inden vi gik en rundtur i byen og efterfølgende tog en middagslur.

Vi havde en hyggelig aften i Zubiri, hvor jeg tog til en slags gudstjeneste (rosary) i den lokale kirke og bagefter spiste alene på en hyggelig bar (virkelig god mad. Paella, frisk tun og curd cheese).
Kristian (VP) sad på en anden bar med vores danske venner, den flinke hollaender og nogle andre venlige mennesker fra Canada, Australien og Tyskland. Jeg tilsuttede mig deres selskab og havde en god aften med disse dejlige mennesker. Hyggeligt at sidde og drikke, snakke og se solen gaa ned. Omkring kl. 23 ramte vi sengen.

3. Etape: Zubiri – Pamplona – 22 km – 26/07-15

Kl. 06:00 stod Krisitan, Jelle (hollænderen) og jeg op som nogle af de første. Efter at have spist en omelet og drukket en kop kaffe begav vi os afsted mod den næste by: Pamplona, turens første storby. Vi havde valgt at stå tidligere op end de andre for at få mere tid i Pamplona, så vi kunne lege lidt turister.
Turen var okay nem, uden de store stigninger og skråninger. Dog begyndte min akillessene at gøre vrøvl. Min venstre akillessene er 30 % kortere end den højre, så når den bliver overbelastet har den det med at stramme sig sammen. Det gør ondt, men når først den er varm går det okay. Kristians fødder og ben har det godt.

Turen i dag var flot. Vi gik langs en smuk flod det meste af etapen, mens solen skinnede fra en skyfri himmel. For første gang på turen kunne vi for alvor mærke solens varme. De sidste par dage har solen faktisk slet ikke været så skarp at solcreme var en nødvendighed. I går aftes var det faktisk temmelig koldt, hvilket nok skyldes højden.

Kristian, Jelle og jeg kom frem til Pamplona kl 12:30, hvorefter vi fandt en hyggelig kirke, der fungerede som Herberg. Efter en hurtig omgang tøjvask begav vi os ud i byen. Hele dagen blev brugt på forskellige tapas-barer, hvor der blev drukket godt med øl, Rioja-vin, cola og kaffe. Og spist tapas i stor stil. Min mave var ved at sprænge flere gange, men alle de små forskellige tapas-anretninger var virkelig lækre. Jeg har aldrig smagt og set så mange forskellige anretninger. Jeg glemte desværre at tage billeder af retterne. Jep, det kan faktisk lade sig gøre.

Senere på dagen stødte resten af gruppen fra i går aftes til. Kristian og jeg spiste dog alene, og fandt de andre senere igen. Vi endte 4-5 stykker på en bar, hvor vi mødte en sej dansk mand, der var ved at cykle Europa rundt på næsten 3. måned.

Nu er vi tilbage i kirken, hvor vi skal sove. De fleste sover allerede. Fremragende snorke-akustik.

Etape 4: Pamplona – Puenta La Reina – 23 km – 27/07-15

Vi startede dagen tidligt, fik lidt kaffe og en omelet på en cafe i udkanten af Pamplona. Jeg havde brug for lidt alene-tid så jeg stoppede ved den næste cafe, fik endnu en kaffe og bad Kristian og Jelle om at gå videre. Selvom jeg havde planlagt at gå alene, gik der ikke længe før jeg mødte en sød pige fra Tyskland. De næste par timer blev en lang samtale om alt og ingenting. Jeg skriver det her næsten to døgn efter, og på de to døgn har jeg sent grint så meget med en person før. Dejligt 🙂 Senere mødte vi Kristian og Jelle og gik det sidste stykke sammen. 

Da vi kom frem til byen havde jeg virkelig brug for alenetid, som jeg brugte på at læse lidt og småsove. Det viste sig at der i byen var by-festival, som man kender fra Pamplona, med folk i hvidt tøj, røde tørklæder og løse løbende tyre i gaderne.

Før tyerne blev sluppet løst, sad alle de lokale spaniere i deres flotte tøj og drak sig en seriøs kæp i øret, mens de spiste lækker mad og sang.

Jeg fandt Kristian og de andre på en bar, fik overtalt Kristian til at vi skulle løbe med tyerne. En lidt overilet, dumdristig beslutning. Men 5 minutter efter stod vi blandt byens unge mennesker, mens de lokale ældre prøvede at sige det var en dum ide.  Pludselig begyndte folk at løbe, vi så tyerne og tænkte “så hurtigt kan de da heller ikke løbe”.. 2 sekunder efter var de næsten oppe på siden af os. Kristian fik kastet sig ind i en dør, som fløj op så han havnede i en opgang. Jeg måtte klemme mig op af en mur, og se tyrene komme løbende forbi med få centimeters afstand. Heldigt jeg ikke havde hvide underbukser på!

Vild oplevelse! Hjertet sad længe efter højt oppe i halsen. Efterfølgende blev tyrene lukket ind i en arena, hvor unge lokale mænd løb forbi tyren og forsøgte at sætte en ring på dens horn. Stor jubel når det lykledes. Ingen fægtning og intet blod, men alligevel ikke særlig.. dyrevenligt. Normalt er jeg modstander af sådan noget, da jeg har stor respekt for dyr. Men jeg blev revet med af stemningen,  og har efterfølgende tænkt en del over det. Jeg er ikke fuldkommen, men sigter efter udvikling.

Før tyreløbet havde den tyske pige, Jenny, spurgt, hvorfor jeg var så “sad” på trods af, vi havde brugt en hel dag på at grine sammen. Hun havde ramt plet, for i går var jeg inderst inde ret “sad”. Derfor gik jeg efterfølgende ind i en flot kirke, mediterede lidt og gav mig tid til at tænke over tingene. Efter dette gik jeg ned til en flot flod, og spiste brød, aioli, ost og pølse.

Jeg skrev om mit humør på Instagram, hvorefter en del flinke mennesker skrev søde beskeder og sms’er. På samme tidspunkt kom Kristian forbi floden, spiste med mig og jeg fik talt med ham om mit humør. Det hjalp gevaldigt!

Sluttede aftenen med nogle andre pilgrimme midt i byfesten, der vist varede til den lyse morgen. Sådan forsætter de 5 dage i træk.

Etape 5: Puenta La Reina – Estalla – 23 km – 28/07-15

Obligatorisk morgenmad og kaffe på den første cafe med Jenny, Jelle og Kristian. Nem vandring til den næste by, hvor vi igen var tidligt fremme. Fødder, ben og psyke hos alle var gode. Da vi holdte frokost i løbet af turen, valgte jeg at blive lidt længere (1 time). På den måde fik jeg tid til at snakke med nogle af de personer, der går langsommere end os. Bl.a. en tysk kvinde, der går med sin 6 måneder gamle søn i en slynge på maven. Carl hedder babyen. Så dejligt at ligge og lege med ham. Kom dog til at savne mine to små nevøer derhjemme.

Jeg havde så meget energi i kroppen, pga. de korte distancer for at passe på vores ben, og den lange pause at jeg forsøgte at indhente de andre på de sidste 7 km efter pausen. Det resulterede i en blanding mellem løb og gang. Nok lidt dumt.

Jeg kom 5 minutter efter de andre, der havde fundet et hyggeligt og billigt Albergue. Dagen blev brugt på hygge i alberguets hyggelige have med snak, vand og vin. Da kl. blev 21 var vi alle sultne og ville ud og have lidt hurtig tapas. I døren mødte jeg dog en pige fra Letland, som jeg lige måtte snakke med da jeg har holdt en del ferier i Letland. Det resulterede i at jeg ikke fandt de andre igen, men til gengæld fandt jeg en smuk baggård til en kirke, hvor der var en yderst smuk koncert med lokale spaniere. Da en lille pige på omkring 5 år sang en solo var jeg helt solgt. God afslutning på dagen.

Etape 6: Estalla – Torres del Rio – 30 km – 29/07-15

For at Kristian og jeg (forhåbenligt) kan nå til Santiago inden vores fly flyver d. 23/08-15 skulle vi til at øge den daglige distance. Samtidig har vi begge gode ben og fødder pt.

Både Jelle og Jenny ønskede at gå sammen med os igen, så vi stod igen op ved en 6 tiden og begyndte gåturen. Det blev en lang sej tur i stegende hede. En lidt kedelig tur, men alligevel flot. Generelt er der virkelig frodigt hernede med en masse forskellige buske, træer og planter. Hasselnødtræer med dejlige spiselige friske nødder, oliventræer, figentræer (over det hele! dufter så godt), valnøddetræer, vindruemarker, brombær, solsikkemarker osv. Desuden kommer vi forbi en del urterhaver, hvor der bliver dyrket enorme tomater, kartofler og salat.

Da vi endelig kom frem sidst på eftermiddagen var vi alle ret trætte. Jeg redte tøj, vaskede tøj og derefter benyttede jeg mig af et tilbud, sammen Jelle, på nabo-hotellet, hvor vi kunne bruge deres swimmingpool og få en tre retters menu for 10 euro. Efter at have kampsvedt en hel dag, var en dejlig kold pool helt perfekt.

Etape 7: Torres Del Rio – Navarrete – 30 km – 30/07-15

Stod op kl. 05:30, pakkede forsigtigt mine ting sammen, mens folk sov videre på sovesalen. Gik ud på gaden og pakkede tasken om så den var klar til dagens gåtur, og fik pakket mine vabler ind i tape. Kort tid efter stødte Kristian, Jenny, Jelle og den lettiske pige til. Vi begav os afsted på turen, og nåede lige at få spist morgenmad (espresso og sandwich med gedeost og serrano) før det begyndte at stå ned i stænger. På med regntøjet og så videre. I den næste by holdte vi en pause på en cafe, for at vente på regnen ville stoppe. Da det kunne have lange udsigter, fik jeg overtalt Jenny og Kristian til at gå videre med mig i regnen. Da det endelig stoppede med at regne fandt vi vores “jack-splitter” frem, der gjorde det muligt for os alle tre at lytte til den samme musik samtidig. De næste par timer dansede og skrålede vi med på fantastiske hits. Lige fra Hot stuff med Donna Sunmer til House of rising sun af The Animals. Mit livs sjoveste gåtur. Våd i øjnene af grine-tårer og ondt i mave-lattermusklerne.

Da vi kom frem til storbyen Logorono spiste vi en god frokost med Jelle , der skulle hjem til Holland for at passe sit arbejde som Psykolog. Vemodigt farvel, for han havde virkelig været en god ven på turen fra dag 1. Efter en lang pause forsatte Kristian, Jenny og jeg turen til Navarette. De sidste 10 km var virkelig lange, da mine ben og fødder ikke havde det særlig godt. Min akillesene gjorde ondt, højre skinneben begyndte at give seriøse smerter (håber gudhjælpemig ikke at det er betændelse) og mine knæ blokerede fuldkommen når vi skulle gå ned af, så jeg måtte gå baglæns eller skarp siksak. Jennys fødder havde det også skidt (“It feels like I walking on axes”). Kristians ben, fødder og humør var derimod i topform og hjalp os med at holde humøret oppe. Pga.  omstændighederne og mine langsomme gåevner kom vi først frem til byen ved en 19-tiden. De første alberguer var allerede fyldte, men det lykkedes os at finde et hyggelig Albergue som vi har helt os selv. Vi fik et værelse med eget bad og toilet. Ren luksus. Vi fik den lækreste pilgrims-menu. Beste tre-retters menu indtil videre. Resten af aftenen brugte vi på en lækker stor terrasse med en masse blomster og pallemøbler. Vi satte os alle tre i den samme lille sofa og så billeder fra de sidste 7 dage. Dejlig hyggelig aften.

I løbet af dagen har jeg også måtte have en seriøs snak med Kristian og Jenny. Der er en person, der bruger en del tid sammen med os, som jeg har det lidt svært med. Hun forstår ikke min sakarsme og lidt ondskabsfulde humør, hvilket giver nogle dumme episoder, samtidig med jeg har det lidt svært med hendes personlighed. Som udgangspunkt tror jeg næsten alle personer er gode, spændende og interessante. Man skal bare lære dem at kende ordenligt! Udfordringen er at jeg ikke har overskud og dermed  tålmodighed til at give denne person en ærlig chance. Både Kristian og Jenny synes dog jeg havde givet hende mere end rigeligt af chancer og tid, og at det vigtigste, på specielt denne tur, er at passe på sig selv. Det kunne jeg godt tilslutte mig til, hvorfor jeg har besluttet jeg ikke vil gå sammen med denne person fremover. Trist, men ærligt.

 

Etape 8: Navarrete – Cireuna – 31 km – 31/07-15

Vi startede dagen tidligt, og hvor var det dejligt at have sit eget rum, hvor vi kunne sprede alle vores ting ud. 

Efter en kaffe på en cafe og ufattelig mange mini-skod-crossainter (dumt køb i supermarkedet Jacob) var vi klar til at gå. 

Jeg havde glemt at tage mit vasketøj ind om natten, og pga. regn var det stadig drivvådt. Jeg bandt det hurtigt op på min taske. Jenny synes det det var bedre at hænge det ordenligt op på min taske med sikkerhedsnåle, hvilket hun gjorde. 10 km senere på den første cafe opdagede jeg dog at underbukserne var faldet af. Lort og bandeord! De underbukser er de første par tætsiddende sportsunderbukser jeg har haft (tak moster og onkel), der ikke giver mig ulækre slidsår mellem mine fede lår. Det ekstra par kan gå for et par dage, men ikke mere. 

– Stor krise! Selvom jeg gjorde alt for at Jenny ikke skulle føle dårlig samvittighed, ville hun alligevel vandre hele vejen tilbage for at finde dem. Jeg ville selv! på trods af min højre lilletå var vokset til dobbeltstørrelse. 

Det endte med at Jenny fik, med sin kvindelist, overtalt en lokal fyr fra baren til at køre tilbage og lede efter et par underbukser på sin motorcykel. 20 min efter kom han tilbage med mine underbukser i hånden. Så glad og taknemmelig. (Gad vide, hvad manden har tænkt da han fandt ud af det var et par sure herre-underbukser?) 

Resten af gåturen var hård ved fødderne og skulle bare overstås. Dog flot at gå stort set hele ruten i en stor Rioja vinmark. Undervejs fik vi talt om min tro på min gud, og hvordan jeg gik fra at være udtalt ateist til troende. Det er svært for mig at tale om, og noget jeg normalt ikke gør. Dette skyldes at de fleste mennesker ikke lytter, men blot forsøger at overbevise mig om at det er småskørt og kun for “svage personer”, der har brug for noget at tro på for at få virkeligheden til at hænge sammen. Kristian og Jenny lyttede. Det var dejligt.
Da vi kom frem til alberguet, der lå i en menneske-finanskrise-forladt by, kiggede vi alle tre på hinanden. Gider vi det? Sur ejer, fyldt med hundehår og dårlige madrasser. Den anden mulighed var at gå 5 km videre til San Domingo. Vi valgte at blive, ud fra ideen om at før vi kan nyde alle de gode alberguer skal vi også prøve de dårlige. Det viste sig desuden at være helt fint, og den sure ejer blev venligheden selv og vaskede vores tøj for os. Man skal passe på at dømme folk på forhånd. 

Selvom jeg havde sagt jeg ikke ønskede at tale mere om min Gud / højere magt, da det for min følelser til at sidde uden på tøjet, endte det anderledes. På vej til aftensmaden mødte jeg en fyr, Frank, der talte med Jenny. Hun fortalte at jeg tidligere på dagen havde fortalt præcist de samme ting, som Frank, netop var ved at fortælle. Frank og jeg forsatte samtalen om at tro og blive troende. 

Efter maden var jeg træt og klar til sengen. Intet andet. 

 

Etape 9 – Ciruena – Bellarado – 28 km -01/08-2015:

Den samme historie som de andre dage. Op, kaffe, morgenmad, afstisted. Dog startede morgenen lidt anderledes end de andre. Jeg startede med en lille alene-stund i et lille kapel på alberguet (se billedet fra i går). Da vi endelig startede vandringen blev vi mødt af en smuk solopgang. De næste mange kilometer gik vi i skæret fra denne fantastiske solopgang, med flotte kopierede gule kornmarker på, hver side af vejen. I min lille påvirkelige hjerne opfattede jeg det som et tegn fra gud, der værdsætte at jeg til en afveksling havde brugt tid på ham fra morgenstunden. jeg ved godt solopgangen havde været der ligegyldigt hvad.

Det var også morgenen, hvor jeg for første gang tog smertestillende piller (andet end de daglige ibupofren, for at holde betændelsen nede). Normalt spiser jeg ikke særlig mange piller, men de andre fik mig overtalt til at tage nogle hårdere smertestillende. Jeg var hele været klar over tiden ville komme, hvor jeg måtte ty til piller og det var så nu. Det gør ondt for mange steder. Knæene, skinnebenene og min venstre fod + akillesene.

Resten af dagen gik fint, men solen var virkelig skarp. Efter frokost kunne jeg dog ikke gå særlig hurtigt, og Jenny og Kristian forsatte i deres eget tempo (jeg ved selv, hvor svært det er at gå langsomt). De kom hurtigt meget langt foran mig, og efterhånden som tiden gik begyndte jeg at savne dem mere og mere. Og afstanden blev blot større. Jeg var rimelig sikker på at vi alle tre havde aftalt at stoppe i en bestemt by, men da jeg endelig kom til byen kunne jeg se at de var forsat videre. Og så blev jeg ellers til Jacob-7år-der-er-frygtelig-fruefornærmet. Da vi endelig kom frem til byen vi skulle overnatte i, var jeg temmelig indebrændt. Da jeg endelig så Kristian var det ikke ligefrem høflige vendinger, der rød ud af munden på mig. Efter få sekunder kiggede vi på hinanden, og blev enige om lige at give hinanden 5 minutters pause og så tales ved igen. Det hjalp, vi fik talt og lyttet til hinanden. Der var selvfølgelig tale om en åndssvag misforståelse. Kristian havde faktisk gået og kigget på sin telefon, for at se om, jeg ville skrive og bede om en pause sammen eller andet i den dur. Alt var godt igen.

Om aftenen var vi så heldige at, der var en stor danseopvisning på byens hyggelige torv. En danseopvisning, der varede flere timer og bestod af alverdens forskellige danse og musikarter fra de forskellige Spanske regioner. Så flotte og farverige “folkedragter”, hver region havde. Jeg glemte desværre at tage billeder af selve opvisningen, men derimod fik jeg taget lidt af optoget inden showet startede.

Aftenen endte godt, i et hyggeligt Albergue, placeret i en af byens gamle kirker. Alberguet bliver finansieret af donationer, hvilket vil sige at det ikke koster noget at sove der. Men man er velkommen til at lægge en donation. På den måde, kan folk, der ikke har så mange midler som os (ikke at jeg har mange. overhovedet), få den samme gode oplevelse som vi kan. Det er jeg glad for at kunne støtte. Altid donations-alberguer fremfor betalings-alberguer, til dig måske-kommende-vandrer i Spanien!

Etape 10 – Bellarado – San Juan Ortega –  24 km – 02/08-15:

En dag ligesom alle andre. Dog er morgenritualet med at finde, og tape nye vabler ind, blevet udvidet lidt, da Kristian nu også er begyndt at få seriøse vabler. Så der er kamp om tapen om morgenen 😉

Gåturen gik fint. Højt humør og gode ben. På en lang lang strækning uden nogen form for skygge mødte vi en lille irsk mand, Paddy. Rigtig irsk stereotype. En masse bandeord, sarkastisk humor og vild med fodbold. Mens Kristian gik og talte med ham havde jeg tid til at tænke over forskellige ting. I disse dage bliver der tænkt en del over forskellige ting. Jeg tror jeg allerede har taget nogle vigtige beslutninger om forskellige ting. Men jeg lader dem blive i mit eget hovede indtil videre. Man bliver lidt forvirret hernede. Det er ikke al ting, der bliver “klarere” af at tænke over tingene.

Paddy tilsluttede sig vores “lille gruppe”. Det rart. Det viste sig at han forstår mig på en måde, som kun ganske få andre forstår mig. Jeg var ret sikker på han var en klog fyr, men var ikke sikker. Så til aftensmaden, luftede jeg nogle kloge ordsprog ala “First thing…” Og “The best way to stop a bad behaviour is…” Han kiggede på mig og færdiggjorde sætningerne. “First”, “is to stop it”

Senere på aftenen stødte jeg ind i ham på toilettet, hvorefter han sagde “I think we are at the same boat Jacob”.. Rart.

Ellers stod aftenen på messe i kirken med Jenny og tidligt i seng.

 

Etape 11 – San Juan Ortega – Burgos – 26 km – 03/08-15: 

Da jeg vågnede i morges var min højre fod ikke så god. Lilletå var stadig dobbeltstørrelse og så mærkelig ud.

Håbede jeg kunne gå det væk, men efter 4 km måtte jeg erkende at det nok ikke er normalt at gå med tæer der sover konstant og har mærkelige farver. Jeg frygtede virkelig infektion eller noget i den dur, hvorfor jeg besluttede jeg nok hellere måtte tage forbi hospitalet i Burgos. Jeg speedede op og gik temmelig stærkt og nåede Burgos omkring kl. 12. Hurtigt ind på hospitalet, hvor jeg hurtigt blev tilset af en flink læge. Ingen infektion heldigvis, men derimod blodmangel i mine yderste tæer. Mindre tape, mere massage og løsere støvler. Så skulle jeg være klar igen.

Da jeg kom tilbage til centrum (snød og betalte 7 euro for en taxa) var de andre netop ankommet til Burgos. Mødtes med Kristian og havde en hyggelig og sjov eftermiddag med ham.

Det sidste af aftenen blev brugt i Burgos enorme og flotte katedral, hvor vi var så heldige at kunne deltage i en messe for sorte Trinidad kristne. En messe fyldt med gospel, kærlighed, voldsomme taler fra præsten og hænder over hovedet. Præcist som man ser det i film, til de der gospel-gudstjenester. God oplevelse.

De næste tre dage bliver lange, kedelige og varme. Folk hernede omtaler turen som “dessert-dagene”. Førstegang jeg hørte om det blev jeg glad. indtil jeg fandt ud af, de ikke mente dessert som i Tiramisu, men som i ørken.
Håber foden og humøret holder.

 

Etape 12 + 13 + 14 + 15 + 16 + 17 – 04/08-2015 – 09-08-2015 

Efter Burgos havde jeg ikke den store lyst til at bruge tid paa at skrive paa bloggen. Derfor besluttede jeg mig for at give mig nogle dages pause fra min telefon, hvorfor der har vaeret noget stille paa bloggen.

Dagene er begyndt at minde mere og mere om hinanden, og jeg kan aerligt talt ikke skildrer dem fra hinanden. Vi staar op om morgenen, mens det stadig er moerkt. Gaar under en flot stjernehimmel, og ser solen langsomt begynde at lyse landskabet op. Holder en morgenpause og derefter gaar vi resten af dagen, indtil vi er fremme ved dagens maal sidst paa eftermiddagen. Efter bad og toejvask, slapper vi lidt af og begiver os ned i supermarkedet og koeber lidt nemt og hurtigt aftensmad.

Vores gruppe bestaar stadig af Kristian, Jenny og den irske fyr Paddy. For mig er turen gaaet ind i en ny fase, hvor den foerste tids “ferie-eufori ” har lagt sig. I stedet proever jeg at forholde mig til total afslappethed, hvor det meste af dagen gaar med sine egne tanker. Jeg er ikke vant til at have saa meget tid til ingenting. Naar jeg normalt keder mig og foeler mig rastloes, skynder jeg mig altid at lave etellerandet. Det kan man bare ikke paa Caminoen.

Baade Kristians og mine ben og foedder har det godt. Efter mine problemer omkring Burgos med konstant sovende foedder er jeg begyndt at loesne mine stoevler mere, holder hyppigere pauser og masserer foedderne. Det har hjulpet gevaldigt.

De seneste dage har budt paa mange gode oplevelser. Jenny og jeg var til en meget speciel gudstjenneste, der ramte os begge. Tre dage efter er jeg stadig maerket af den unge praest ord. Paddy og jeg har besoegt en healer (vild oplevelse, som dog endte med at forudsige at jeg har store kriser i vente… Jeg tabte min iphone dagen efter, som er gaaet i stykker. Haaber det bare var det 😉 ) Vi har vaeret til lokal fest med meget lokal DJ. Vi har set flotte stjerneskud.  Smkke solopgange. Og en masse andet jeg ikke pt. kan huske. Maa blive bedre til at skrive loebende.

Kristian og jeg er begyndt at snakke om det maaske er paa tide at sige farvel til Jenny og Paddy. Nu maa vi se, hvad der sker.

 

 

Etape 18 – Barcianos del Real camino – Leon 10/08-2015

Efter en hyggelig aften i en lille hyggelig by, begav vi os afsted mod storbyen Leon.

På turens 4. dag mødte vi den tyske pige Jenny, og har fulgtes med hende siden da. Kristin og jeg havde talt om at det måske var på tide at prøve at gå alene igen. Derfor sagde vi på gensyn med Jenny og nogle andre flinke unge mennesker da vi kom til Leon. De andre gik videre og Kristian og jeg blev i Leon. Vi aftalte vi måske ville forsøge at finde hinanden igen senere på turen.

Vi fandt det centrale store kommunale Albergue, fandt to senge, og derefter gik vi ud i byen igen for at lege turister. Efter en en halv time, kiggede vi på hinanden og blev enige om at gå tilbage og få en middagslur. 3 timer og en lur senere gik vi atter på opdagelse i den flotte spanske storby. Vi fik lidt at spise, hvorefter vi tilfældigt mødte Paddy. Jeg fik overtalt dem begge til at tage med til messe i byens meget kendte og smukke katedral. Kristians første messe på turen! Paddy fik det nærmest fysisk dårligt af at høre på præsten (mange irere har et meget anstrengt forhold til den katolske kirke). Messen var desuden guddommelig kedelig. Bestemt ingen succes.

Efter messen gik vi rundt i byen, fandt en god restaurant og hyggede os.

Tilbage på alberguet gik vi i seng til turens værste snorkesymfoni! Arg!

Senere har det vist sig at jeg også gik i seng med en del sengelus…

 

Etape 19 – Leon – Hospital de Orbigido – 32 km – 11/08-2015

Efter en forfærdelig nat stod Kristian og jeg op og gik ud af Leon by. Der gik ikke længe før jeg måtte indrømme jeg savnede Jenny, min gåmakker. Gåturen var kedelig langs en trafikeret landevej. Heldigvis havde vi gode ben og fødder så turen gik fint med hjælp af gode lydbøger i ørene. Kristian er hoppet med på vognen og er helt opslugt af sin egen lydbog. Det meste af dagen siger han: “Jeg bliver altså lige nødt til at høre, hvordan det går med Robert”(bogens hovedperson), hvorefter han tager høretelefonerne på igen.

Til frokost mødte vi to søde unge piger fra Californien og Australien. Vi havde hilst kort på dem aftenen før. Sjov og hyggelig frokost.

Da vi kom frem til byen havde Paddy tilsluttet os. Sammen fandt vi et Albergue, der lå lidt uden for byen. Et specielt albergue, vi havde fået anbefalet på grund af deres selvproduceret organiske mad, yogaundervisning osv. Samtidig vidste vi også at de andre personer måske ville være der.

Da vi kom frem, sad Jenny på Alberguet og ventede på os. 1 stk. glad Jacob.

På alberguet var vi næsten kun os selv. Jenny, Kristian, Paddy, Ice og Maggie. Ice og Maggie er fra hhv. Holland og Kroatien og er virkelig flinke. De startede turen samtidig og samme sted som os, så vi har gået on/off med dem fra starten af turen.

Vi havde en virkelig hyggelig dag alle sammen på alberguet, der havde en vidunderlig have. Stort drivhus med de lækreste grøntsager, frugttræer, nøddetræer, søde hunde, hængekøjer og herlige mennesker. Alberguet bar præg af spiritualitet var i højsædet. Jeg brugte et par timer i en hængekøje med en sød hund, mens Kristian og de andre var til Yogaundervisning.

Til aftensmad fik vi det lækreste mad. Hjemmelavet perfekt gazpacho og grøntsagslasagne. Under og efter maden blev vi alle belært af alberguets spirituelle mester, hvad meningen er med livet og Caminoen. Mange store ord. Efter en times prædken fik selv jeg dog nok.

Det ændrede dog ikke på at mange af ordene var kloge (primært om at leve i nuet og give slip på for- og fremtiden). Stof til eftertanke.

Da stedet forbød at have ure, måtte vi ikke sætte nogle alarmer. Så for første gange på turen, gik vi i seng uden at have stillet alarm.

 

Etape 20 – Hospital de Orbigido – El Ganso – 32 km – 12/08-2015

For første gang på turen nød vi alle at kunne sove længe uden vækkeure. Vi vågnede omkring halv syv, og efter lidt the og morgenmad forlod vi det meget specielle Albergue.

En varm dag i flot landskaber. Efter de sidste mange dage i kedeligt fladt ensartet landskab, var det rart endelig at komme til at gå på små snoede stier mellem marker og frodige buskadser.

Vi holdte den første pause hos en sej ung fyr, der på 5. år bor midt ude i ingenting ude strøm, vand og varme. Her går han og hygger sig og forkæler de vandrende med frugt og kaffe.

Midtvejs på turen kom vi igennem storbyen Astorga, som er kendt for sin chokolade. (Byen har egen fabrik og museum).

Jeg nød at gå med Jenny igen og snakke om alt og ingenting. Det meste af dagen snakkede vi om gårdsdagens kloge ord, om at være og opleve “nuet”.
Det var dog også dagen, hvor jeg måtte erkende at alle mine røde knopper på kroppen nok ikke var myggestik, men nok nærmere bed bugs (sengelus).. Æv, irriterende og ulækkert. Men sådan er det. Der er ikke noget at gøre andet end at tage alle de forholdsregler, der nu engang kan tages. Surt show.
Vi kom frem til at hyggelig by, hvor vi overnattede i et hyggeligt Albergue med nogle venlige mennesker, vi havde mødt et par gange før.

Kristian og jeg spiste den sædvanlige nemme aftensmad (brød, ost, pølse og tapanader). En sjov aften, hvor der blev grinet en del.

 

Etape 21 – El Ganso – El Acebo – ? km – 13/08-2015

Dagens gåtur blev den hidtil koldeste og vådeste. Det meste af dagen gik vi op af ad smalle små stier. I regn og bæst vel at mærke. En kold fornøjelse.

Da vi næsten var på toppen af bjerget holdte vi en god lang pause med varm chokolade. Mindede virkelig om at være på skiferie, da vi kom ind i den hyggelige varme hytte med vores våde tøj og kolde kroppe. I hytten mødte vi de to piger fra Australien og Californien, som nu har “tilsluttet sig vores gruppe”, som pt. udgør Ice fra Holland, Maggie fra Kroatien, Jenny fra Tyskland, Paddy fra Irland, Henna fra Californien, Bianca fra Australien og Kristian og mig fra Danmark. Om dagen går vi lidt spredt, men holder pauserne sammen.

Efter pausen kom vi til Cruz de Ferro, som er et specielt sted, hvor man afleverer “sin sten”. En sten (eller flere) som hver pilgrim har med hjemmefra. Man vandrer med den, og fylder den med sine tanker og bekymringer. Stenen afleverer man ved et stort kors og derefter kan man vandre videre til Santiago de Compostela uden bekymringer.

Jeg havde medbragt to forskellige ting, som har tilhørt to personer, der kender mig bedre end de fleste. Min ekskæreste og en god ven. Undervejs har jeg haft disse genstande i min lomme, og brugt en del tid på tænke tanker om min tid med disse personer og ønske dem alle gode ting i fremtiden. Stenene blev afleveret ved det store kors, ovenpå tusindvis af andre personers efterladte sten. Et specielt øjeblik, som Kristian også brugte lang tid på. Han har ikke bare båret rundt på sin sten, men brugt utallige timer på gøre hans sten helt unik med gravering og det hele.

Det sidste stykke gik vi I blæst og regn, men pludselig klarede det op og de flotteste bjerglandskaber blev synlige. Virkelig flot. Da vi kom frem til byen vi ville overnatte i, var det blevet dårligt vejr igen. Så det blev en stille og rolig aften indendørs på alberguet med Kristian, Paddy og Jenny, Henna og Bianca.

Ved solnedgang klarede det lidt op, så Jenny og jeg gik ud og kiggede på de dramatiske skyer over bjergene. Et smukt øjeblik.

Etape 22 – El Acebo – Pieros – 34km – 14/08-2015

 Vi startede med at gå i en forholdsvis stor gruppe i mørke og tåge på en kedelig landevej. Senere på dagen spredte vi os ud og gik i mindre grupper. 

En stille og rolig dag, hvor jeg prøvede at give mig selv tid til at tænke over mit kommende afsluttende hovedopgave. 

Ellers prøver jeg bare at suge alle oplevelserne til mig, da jeg har det som tiden flyver afsted. Det er med lidt vemod jeg tænker på turen snart er slut. Skørt når der er over en uge tilbage. Og skørt når jeg havde det som om tiden sneglede afsted for blot en uge siden. Jeg prøver at nyde øjeblikkene. 

Vi gik i et nyt vindistrikt, Bierzo, hvor de lækreste røde druer prygede landskabet. Kristian er ret fornøjet over den lokale vin og fandt desuden en producent på vejen, der mod betaling, gav smagsprøver.

Bianca, Paddy, Jenny, Kristian, Ice, Kristian og mig ankom til er hyggeligt lille Albergue i en lille by. Stedet udgav sig for at være et “spirituelt, veganisk Albergue”. Køleskabet var dog fyldt med kød, meditationsrummet blev brugt som soveværelse, og de frivillige “hippier” der drev stedet sad og så amerikanske serier på en bærbar. Så stor kontrast til det anderledes autentiske Albergue fra forleden. 

Vi fik serveret en trist omgang couscous med udkogte grøntsager. Jeg gik en tur alene, og lå i en times tid på en græsskråning og så på bjerglandskabet inden solen gik ned. Mens sad Kristian og nogle af de andre og spillede kort. 

 

Etape 23 – Pieros – La Faba ? km – 15/08-2015

Startede morgenen med at gå med Bianca i tusmørket. Vi fandt hurtigt en cafe, der kunne servere god kaffe. Bianca arbejder som Barrista i Australien, så det var rart endelig at møde én person, der havde forståelse for min mening om kaffen her i Spanien. Alle cafeerne har gode maskiner, gode bønner og sikkert udmærket vand, men alligevel formår de fleste cafeer at ødelægge kaffen ved at sjuske med arbejdet.

Nok brok. Mine øjne fandt en nylavet cheesecake i barens køleskab, så der sad vi kl. 05:30 og drak kaffe og spiste cheesecake. God start på dagen.

Dagens gåtur gik igen opad og langs en kedelig landevej. Jeg savnede virkelig de flotte grusstier i den vilde natur. De sidste 5 km foregik dog heldigvis i en regnskovsagtig skov. Stejlt opad på en lille sti, med den frodigste natur på begge sider, små floder, fuglefløjt og vandfald. Lige da vi var ved at være helt tømt for kræfter ankom vi til en lille by, La Faba, hvor det viste sig der skulle være fest senere om aftenen. Festen skulle afholdes på den lokale bar, som vi omringet af hippier. Som i barfodet, kæmpe rastahår, harikrishna-lignende tøj, spøjse tatoveringer, hunde og små børn overalt. Alle røg, men ikke cigaretter. Luften var tyk af hash. Efter at have talt lidt med en af de lokale bag baren, fik vi forklaret at de havde en mindre musikfestival igang og at dette var dag nummer 2. Folk fra nær og fjern var kommet dertil og sov i telte og folkevognsrugbrød rundt omkring i byen. Da alberguet var lukket pga denne fest var vi dog tæt på at gå videre, men heldigvis nåede en af de lokale lige at fange os og tilbød os at vi kunne sove på loftet af hans lade. Der var nok lidt madrasser, men måske skulle vi dele dem med nogle af musikerne. Jeg skyndte mig at takke JA TAK! Heldigvis var Kristian, Bianca og Jenny også friske.

Manden fulgte os hen til laden, hvor vi smed vores tasker og tog et MEGET koldt brusebad i noget, der engang skulle have mindet om et badeværelse.

Tilbage ved baren begyndte flere frisindende spaniere at støde til. Vi sad ude på gaden, hyggede og ventede på festen skulle starte. Jeg var dog lidt træt, hvorfor jeg hurtigt gik tilbage til laden for at få mig en middagslur. Jenny hoppede med, og efter et par timer, måtte vi erkende at det der med sove nok ikke ville lykkedes. Tilbage på baren fandt vi Kristian og Bianca midt i et 2timers-langt sang-impro-workshop. Jeg forstod ikke helt, hvad det gik ud på, men jeg tror at det var noget med at finde sin indre sangstemme.

Senere blev gaden fyldt med trommer, klokkespil og andre instrumenter. Kristian var i sit es, og fik hurtigt lært pigerne at spille kendte melodier på klokkespillet, hvorefter han sammen med 6-8 lokale spaniere jammede på trommer indtil solen begyndte at gå ned. Jeg sad og nød det hele.

Senere på aftenen begyndte de rigtig bands at spille og kl. 23 gik det bedste band på. Dansevenligt Manu Chao-musik. Jenny, Bianca, Kristian og jeg hyggede og dansede og havde en herlig aften. Kl. halv to hoppede jeg i se.. tilbage i laden og lagde mig til at sove. Tror det blev noget senere/tidligere for Kristian.

Etape 24 – La Faba – Triacastela – 25,5 km – 16/08-2015

Pga. gårsdagens fest havde vi valgt ikke at sætte vækkeur. Derfor vågnede vi noget sent, omkring halv ni. Jenny og jeg vågnede lidt før Kristian og Bianca. Den søde tyske mädchen valgte at gå ned i byen efter kaffe til mig. Da hun kom tilbage var Kristian og Bianca vågnet, og vi var ved at være klar til at gå. Kristian havde dog en noget langsom morgen, der krævede laangt toiletbesøg og stop ved byens cafe for at få noget kaffe. Derfor valgte Bianca og Jenny at begynde at gå. På cafeen mødte vi Paddy, som vi mistede dagen før. 

Efter kort rådføring med Kristian besluttede jeg mig for at gå alene resten af dagen. Jeg havde masser af energi i kroppen og sindet, hvorfor det var virkelig rart at kunne gå i mit eget tempo og egne tanker. Jeg fik endelig færdiggjort min Ken Follet lydbog, og havde masser af tid resten af dagen til at gå i mine egne tanker uden musik eller lydbog. For tiden tænker jeg lidt, hverdagens travlhed. Jeg kommer ikke hjem som et nyt menneske, men jeg kommer hjem med en hjerne, der har haft masser af tid til at tænke over stort og småt. På dagens gåtur fik jeg blandt andet tænkt over, hvilke ting jeg forsøge at ændre lidt på. Specielt to områder, bliver ved med at titte frem: Færre projekter på samme tid og et lidt mere personligt område, som jeg pt. vil holde for mig selv. 

Før jeg fik set mig om, var jeg næsten ankommet til dagens mål uden at have holdt en eneste pause. Det havde været en flot gåtur, som det meste af dagen havde gået stejlt ned ad mod byen Triacastela, som lå i en lille dal i bunden af byen.

En hel dag uden mad og drikke var nok ikke det smarteste, hvorfor jeg fandt en lille hyggelig restaurant, hvor jeg bestilte turens første omgang pulpo (blæksprutte). Blæksprutte er en af specialiteterne her i Galacien, hvilket jeg havde glæder mig meget til at smage. Efter en ordenligt omgang sprutte, gik jeg en tur i byen og kunne konstatere at stort set alle alberguer var fyldte. Fandt dog et lille hyggeligt privat Albergue bagerst i byen. Endelig kom Bianca, Jenny og Kristian. Jeg skyndte mig at få dem med ned på alberguet, hvor der stadig var plads til os. 

Alberguet var hyggeligt, et 200 år gammelt stenhus i 2 etager. Det viste sig at stedet desuden ofte bliver drevet af danskere frivilligt. 

Kristian var træt og lagde sig hurtigt til at sove efter tøjvasken. Jenny og jeg gik ned og slappede lidt af i kirken (tror nu mest af alt hun sov). 

Der blev smækket en hurtig salat sammen og en suppe. Kristian var for træt til at spise, så det blev en middag for to. Endte aftenen på en hyggelig bar med Kristian før vi alle gik tidligt i seng. 

Etape 25 – Triacastela – Samos – Barbardelo 25,5 km – 17/08-2015

Vi startede dagen med at gå ud af byen i mørke. På en eller anden måde kom vi til at gå forkert så vi begav os ud på en 10 km. længere omvej til klosterbyen Samos. Flot gåtur igennem endnu en regnskovsagtig skov. Vi efterlod en sovende Bianca på alberguet så gruppen nu igen kun bestod af Kristian, Jenny og mig. 

For at komme tilbage til den rigtige rute måtte vi gå af en kedelig landevej i 10 km med musik i ørene. 

Da vi kom tilbage til den oprindelige rute gik via igennem byen Sarria og blev mødt af temmelig mange pilgrimme. Antallet af vandrende er mangedoblet nu, hvilket skyldes at mange, især spaniere, kun ønsker at gå de sidste 100 km / 7 dage. Blandt pilgrimmene blev der talt om at alle alberguer de næste 35 km allerede var helt fyldt. Lidt skræmmende og belastende. Da vi kom frem til den næste by mødte vi en del af de pilgrimme, vi havde gået og talt med tidligere på turen. De kunne ligeledes oplyse at alt var booket, fyldt og optaget i byen. Ved byens mest eftertragtede Albergue med lækker restaurant og flot swimmingpool, tænkte jeg at det skulle være løgn! Mens alle andre pilgrimme gik skuffede ud af receptionen, efter at være blevet afvist, begav jeg med afsted mod receptionen. Folk spurgte, hvorfor jeg overhovedet gad forsøge, men som jeg sagde “Det handler bare om at smile sødt og blinke med øjnene”. Hvad der lige skete ved jeg dog ikke, men kort tid efter havde vi alle tre vores eget rum, eget badeværelse og adgang til den lækre svimmingpool for sølle 12 euro pr. person. Vi forstod ikke helt vores held. 

Resten af dagen og aftenen var god og hyggelig. Kristian sov, mens Jenny og jeg hyggede os ved poolen i lækker solskin. 

Samtidig fik jeg sprayet og vasket SAMTLIGE at mine ting og tøj mod sengelus. Efter Leon var jeg blevet temmelig grundigt angrebet af disse bæster, men havde dog ikke fået nogle nye bid de seneste par dage. Alligevel følte jeg at alle mine ting og tøj var ulækre og måske fyldt med sengelus, hvorfor jeg for en god ordensskyld fik vasket og sprayet det hele endnu engang. Jeg skriver dette indlæg et par dage efter, og kan man glæde konstatere at jeg har fået helt bugt med lusene og at jeg kan være i mit tøj og slappe af. 

Sidst på aftenen udbrød der en lettere panisk stemning blandt alberguets pilgrimme, da flere havde hørt at samtlige alberguer de næste par dage var booket allerede. De folk der kunne spansk forsøgte febrilsk at ringe rundt til alberguer for at foretage bookningers for de andre pilgrimme. Vi delte vores rum med en spanier, der cykler Caminoen. En flink fyr, der dog var noget irriteret over alle de mange pilgrimme på denne sidste del af rute og de få alberguer. Han formåede også at få os med den det panik-bølge og før vi så os om sad vi også at ringede til Alberguer kl halv ti om aftenen. 

Hverken Kristian, Jenny eller mig var særlig vild med al denne planlægning, som ikke har været nødvendig før nu. Vi besluttede i stedet at forsøge at overnatte på kommunale alberguer, hvor det ikke er muligt at reservere i forvejen. I stedet er det vigtigt at være der som nogle af de første før de åbner. Det krævede at vi gik tidligt i seng, så vi kunne stå tidligt op. 

 

Etape 26 – Barbardelo – Hospital La Cruz – 32 km – 18/08-2015

Vi startede dagen meget tidligt og gik de første par timer i mørke. Vejen oplyste vi med vores tre pandelamper og den flotte stjerneklare himmel. Jenny og jeg var desuden så heldige at se stjerneskud. Det bedste syn var dog da vi vores pandelamper faldt på milepælen, der viste at der nu kun var 100 km tilbage af ruten. Det var i ordets bogstaveligste forstand en milepæl!

Da det blev lyst blev vi mødt af synet af utallige pilgrimme. Disse dage går man virkelig i en lang stime af folk på vej mod Santiago de Compostela. Spanierne der “kun” går de 100 km. går i så farverigt sportstøj, nye rene sneakers og kvinderne har ulastelig makeup lagt. Virkelig en kontrast til os andre pilgrimme, der har gået i de samme støvler og tøj i flere uger. 

Vi havde planlagt at ankomme til er Albergue, der ikke var muligt at booke på forhånd. Derfor var det vigtigt at komme i god tid, før det åbnede kl. 13. Da vi ankom var der kun 5 andre personer foran os i køen, hvilket var dejligt befriende da vi da var sikre på at have en seng at sove i. Dog havde det også betydet at vi hele dagen havde gået i temmelig hurtigt tempo, med kun to korte pauser. Irriterende stressende og i stor kontrast til de sidste ugers afslappende af afstressende vandring. 

Da vi havde fået vores senge, badet og vasket tøj, faldt Kristian i dyb søvn. Jenny og jeg fandt en bar, bestilte oliven, skinke, vin og cola. Nød udsigten over bjerglandskabet og den varme sol. Efter dette foretog jeg en bytter med Kristian. Jeg faldt i søvn på alberguet og han overtog baren. 

Aftensmaden havde vi alle tre tidligere købt i et supermarked, pasta med grøntsags-tomatsovs. Lidt en udfordring at lave i er køkken uden skærebræt, knive osv., og kun med én gryde. Men det lykkedes. Intet eksotisk gastronomisk måltid, men dejligt med hjemmelavet aftensmad, der ikke bestod af hvidt brød, aioli og pølse. Og hyggeligt var det. 

 

Etape 27 Hospital La Cruz – Boente – 35 km – 19/08-2015

Vi havde besluttet vi ikke gad endnu en “race-day”, hvor det kun handlede om at gå hurtigt og overhale folk. Nu havde vi jo lige brugt 3,5 uge på at komme mentalt ned i gear. Derfor havde vi, stik i mod vores intention og lyst, gjort som mange andre: reserveret senge på et Albergue. Det gav os lidt ro i løbet af dagen, og gav os samtidig mulighed for at holde en god lang frokostpause på et Pulporia (restaurant, som kun serverer blæksprutte). Vi havde læst at netop dette Pulporia, Pulporía Ezequiel i Melide, skulle være helt særligt. Og det var det! Det eneste de stort set servede var Pulpo ala Gallega / Gallacia. Kogt pulpo klippet i små skiver, drysset med salt og paprika og olie. I indgangen blev vi mødt af to store kogekar med sprutter og en mand, der stod og fiskede de ottearmede blæksprutter op med et langt spyd. Så var stilen ligesom lagt. Stedet var fyldt med lokale spaniere, der sad ved langborde og spiste sprutter i store mængde, drak rigeligt med hvidvin, sang og klappede begejstret til nogle flotte spanske kvinder, der dansede lystigt på gulvet. 

Maden var perfekt og omgivelserne ligeså. Vi spiste, grinte og havde et herligt måltid alle tre. Da jeg spurgte Jenny, hvad hun synes om Pulpo, som hun aldrig før havde smagt, svarede hun at fornøjelsen havde været at se, hvor glad jeg for måltidet. Jeg var glad. 

Senere mødte vi Paddy, Maggie og Ice, som vi fik med ind på vores Albergue. Rart at se dem igen. På alberguet fik jeg dog mere end nok af folk omkring mig, dels dem jeg allerede kendte og alle de fremmede. Kristian var den eneste jeg egentligt gad at snakke med. Folk irriterede mig. Pilgrimmene der havde gået i flere uger, sad og “bitchede” over de nye “turist-pilgrimme”. Jeg kan godt følge dem lidt, men jeg var slet ikke i humør til negative bedrevidende samtaler. Jeg ville bare være alene. Derfor tog jeg til messe i kirken, mens kristian og de andre sad og hyggede sig med rødvin og snak. Prædken var som forventet kedelig og på spansk, og selv præsten var at falde i søvn og måtte gabe flere gange højlydt. Jenny, der også var taget i kirke kunne ikke lade vær’ med at grine og måtte forlade kirken. Irriterende, respektløst og forståeligt.

Efter kirken spiste jeg lidt salat, som Jenny havde været så flink at lave. Tog alene på de lokales bar, hvor jeg bestilte en Americano og sad og lyttede til en Jane Austen lydbog. Hun skriver så underholdende at jeg flere gange begyndte at grine for mig selv. De lokale kiggede lidt spøjst på mig. Tilbage på alberguet sad de andre og hyggede udenfor. Jeg valgte at gå i seng, og kort tid efter gik Jenny og Kristian også i seng. Sluttede aftenen med at se lidt film, The Way, på telefonen før vi lagde os til at sove.

 

 

Etape 28 – Boente – Monte de Gozo – 44 km – 20/08-2015

Dagen bød på en meget lang vandring. Vi gik Maggie, Ice, Jenny, Kristian og mig sammen. Selvom vi alle prøvede at holde humøret oppe, var det en virkelig hård dag i stegende hede. Det var kun Kristian, der havde gode ben og derved kunne gå i et normalt hurtigt tempo. De andre prøvede at skabe lidt god stemning og hjælpe benene ved at drikke godt med øl og rødvin ved pauserne. Lige lidt hjalp det, og turen var hård. Det hjalp heller ikke at det meste af stien var proppet med pilgrimme, i sådan en grad at “sild i en tynde” pludselig gav mening. 

Jenny som jeg ellers holdt af at gå at snakke med, er desuden også begyndt at irritere mig. og det er vist også temmelig meget gengældt. Det fint nok. der går et par timer og så luften omkring os fin igen. 

Vi havde valgt at gå så langt for at kunne overnatte i en by, der blot ligger 5 km. før Santiago De Compostela på toppen af en bakke. Fra denne by, Monte De Gozo, er der udsigt ud over Santiago og mulighed for flotte solnedgange. Desuden er der et kæmpe albergue med plads til mere end 400 pilgrimme. Vi kom frem først på aftenen, vaskede hurtigt lidt tøj, og gik ned på en lille restaurant og fik noget skod mad. Efter maden smuttede Jenny og op på toppen af bakken og så ud over Santiago De Compostela og så solen gå ned bag bjergene. 

Før jeg lagde mig til at se sove, fandt jeg en lille gave på min hovedpude, da jeg havde været ædru og clean i 2 år og 4 måneder denne dag. Gik glad i seng efter denne søde like gave.

 

Etape 29 – Monte de Gozo – Santiago De Compostela – 5 km – 21/08-2015

Mine ben og fødder var fuldkommen smadret igen efter de sidste dages lange distancer, så selvom der kun var 5 km i ned af bakke i morgenstundens milde vejr, var det stadig hårdt. De andre, Kristian, Ice og Jenny havde dog noget bedre ben og var så venlige at vente på mig. Da vi endelig kom ind til byen, fandt vi hurtigt turistkontoret, hvor alle pilgrimme får udleveret deres Compostela (et papir som bevis på gennemførelse af Caminoen. Et papir med tekst, der ikke har ændret sig i flere hundrede år). Vi betalte også for et mere personligt certifikat med angivelse af vores startpunkt, antal km osv. Vi var ved kontoret kl 07:30, en halv time før det åbnede. Det var smart planlagt af os, for der var stort ingen mennesker i køen foran os. Senere på dagen kan køen var enorm lang! 

Efter at have grint lidt af vores latinske navne begav vi os mod den nærmeste bar for at få lidt at drikke og fejrer at vi var kommet frem til vores mål. 

Efter forskellige barer og cafeer gik vi alle til den store Pilgrimsmesse i katedralen i Santiago De Conpostella kl. 12. Byen var allerede proppet med pilgrimme og turister. Ikke hyggeligt på nogen måde og køen til kirken var enorm. Det lykkedes os at finde nogle siddepladser under messen spredt rundt omkring, selvom der var rimelig proppet. Det er en virkelig smuk katedral, og da orglet begyndte at spille smuk musik og katedralen blev fyldt med den smukkeste korstemme begyndte tårerne at vælte ned af kinderne på mig. Smukt øjeblik, hvor hele turen kulminerede. Så mange følelser. Resten af messen var lang, kedelig og på spansk. Det øjeblik jeg havde set mest frem til var da det store røgelses-kar skulle svinges rundt i katedralen. Dette øjeblik blev dog fuldkommen ødelagt da virkelig mange turister og pilgrimme rejste sig og begyndte at filme med deres mobiler. Dette på trods af utallige formaninger om at lade vær med dette. Øv. Jeg må finde øjeblikket på Youtube en dag. [youtube id_video=”R8lXICAmDq8″ autoplay=”false” ]

Efter messen mødtes vi alle igen på en bar. Jeg havde under hele turen talt om at tage til Verdens Ende, Finisterre, efter Santiago for at se vandet og den fantastiske solnedgang. Jeg havde virkelig savnet synet af havet efter 4 uger uden havudsigt. Jeg havde også troet Kristian ville med, men han fortalte allerede i går han egentligt hellere ville blive i Santiago og have en date med sig selv. Jenny ville dog også gerne med til Finisterre, hvorfor vi hurtigt fandt busstationen og købte en billet til Finisterre. Vi var klar til en to-timers lang bustur langs kysten. 

Finisterre 21-22/08-2015

Efter en to-timers bustur langs kysten kom vi frem til Finisterre kl. 16. Vi havde ringet til samtlige alberguer i forvejen, som alle oplyste at de var fuldt booket. Det sidste opkald gav dog pote, og vi fik lov at sove på en madras på loftet. 

Trods Finisterre er fyldt med gode fiskerestauranter blev der købt lidt god tapas i supermarkedet, som blev medbragt til solnedgangen ude på spidsen af Finisterre, Cape Finisterre. Ca 4 km op af bakke fra byen, men hele gåturen værd. Blev kørt ned til byen igen efter solnedgangen, fik en kop kaffe, hvorefter vi fandt nogle afsides klipper tæt ved vandet. Mindede mig sådan om sommeraftener på Bornholm. Der lå vi så på klipperne i det milde sommervejr, hørte lyden af bølgerne mod klipperne, kiggede på bådene i vandet, så på de flotteste stjerner og stjerneskud. En aften jeg sent vil glemme. I løbet af natten måtte vi dog krybe tilbage til alberguet, da det begyndte at blæse op og tordne.  

Vågnede ved at Jenny sagde hun ville gå ned og lave kaffe og morgenmad. Da jeg kom ned var der kaffe i koppen og lækker morgenmad med frugt og yogurt. De morgener kommer jeg til at savne. 

Efter et lidt vemodigt farvel, hoppede jeg på bussen kl. 09:45 mod Santiago, for at have den sidste dag på turen med Kristian. I bussen tænkte jeg på Jenny, som jeg stadig et lidt forundret over. 

 

Santiago De Compostela 23/08-2015

Jeg var tilbage i Santiago De Compostela ved frokosttid. Kristian havde været så venlig at bruge morgenstunden på at finde et Albergue i byen, og reserver to værelser til os. Det gav os lidt ro til at nyde byen, når vi vidste at der var et sted vi kunne sove. Før vi kunne få vores værelse kl. 14:00 skulle vi dog lige dræbe et par timer, hvorfor vi fik en god omgang frokost. Kristian fik sine elskede kroketter og jeg min grillede baby squid. Efter frokosten var vi dog begge ved at falde ned af stolen af træthed; Kristian havde besøgt en del barer i løbet af natten og jeg havde ikke sovet det store i løbet af natten på klipperne med Jenny. Vi blev derfor enige om lige at tage et par timer på øjet på Alberguet, og SÅ gå igang med at lege turister.
Efter en tretimers lang lur begav vi os derfor igen ud i byen, fandt en hyggelig plads og spiste lidt tapas (rester fra gårdsdagens aftensmad i Finisterre).
Bagefter gik vi rundt fra bar til bar og havde en rigtig hyggelig aften sammen, kun os to – Kristian og mig.
Der var ingen tvivl om Kristian havde haft en sjov aften i byen dagen før, for flere mennesker fandt ham og hilste hjerteligt på ham, grinte og sagde tak for i går.
På en af barrene behøvede han endda ikke at bestille noget før bartenderen allerede havde hældt det første glas Vino Tinto op til ham. Jeg fik drukket en del glas god juice, kaffe og sodavand 😉

På en af barrene mødte vi to søde spanske piger, som vi havde en hyggelig aften med. Kl. 24 gik vi tilbage mod Alberguet, fik en god nats søvn inden vi skulle tidligt op og flyve hjem til Danmark næste morgen.

En god tur var slut. Mange oplevelser og indtryk, der nu skal fordøjes.

Erfaringer, tips & tricks

– Træn i kopieret terræn! Selvom vi begge havde gået en del ture i vores støvler, havde ingen af os trænet at gå i bjerge med stejle stigninger og løse sten. Det er en hel anden form for vandring, som slider anderledes på fødderne. Af den årsag har vi begge fået ømme ben og vabler, der kunne være undgået. 

– Kristian har næsten undgået vabler den første uge, muligvis fordi han går med to sokker i sin støvle. Et tyndt par specielle sokker inderst, og så et par almindelige vandresokker. Under alle omstændigheder er han glad for denne løsning. Læs mere om, hvad en vabel er, hvordan den opstår og, hvordan du forebygger dem.

–  I varmen virker compeed ikke! I stedet er sportstapen og “englehud” sagen.

– Kaffen kan være virkelig dårlig og bitter! Alle cafeer og restaurationer har gode kaffemaskiner, og nogle steder får du virkelig gode kopper. Andre steder stort set udrikkelige. Jeg vil anbefale at du kigger på personen bag baren, og ligger mærke til, hvordan kaffen tilberedes til personen i køen foran dig. Hvis medarbejderen ser sjusket ud med sit arbejde og ikke tørre delene af efter hver kop, er det et dårligt tegn. Så undlader jeg gerne at købe kaffe der. Alternativt kan du bare bestille med mælk, caffe con leche (eller noget i den dur). Det tager  noget af den bitre smag 🙂

– Det er en god ide at skrive dagbog / blog. Rigtig mange pilgrimme gør det. Det er en god måde at få samlet alle sine tanker i løbet af dagen på. Samtidig er det også en god måde at holde alle dagene adskilt på, da de ellers nemt “smelter sammen” og bliver sværere at adskille.

– Hvis du skulle være så uheldig at blive ramt af sengelus eller væglus er det ikke verdens undergang. Rigtig mange, inklusiv mig selv, blev ramt undervejs (Det store Municipal Albergue i Leon). Du kan tage nogle forholdsregler vil at vælge de reneste og pæneste alberguer, og hvor det virker som om at de går op i rengøring mm. Samtidig er det en god ide at holde afstand mellem din taske og madrassen.
Hvis du alligevel bliver angrebet skal du straks oplyse dette til det næste alberguer du ankommer til. De kan hjælpe dig, og sørger for at du ikke spreder udyrene. Du kan også selv gøre noget ved at tage forbi det nærmeste apotek og købe spray til krop, tøj, taske osv. Alle dine ting (taske, tøj, sovepose mm.) sprayes grundigt og kommes i en stor pose, som lukkes. Herefter skal denne pose stå i en times tid lukket, hvorefter det hele skal vaskes og tørres.
Du kan kende forskel på bid fra lus og almindelige myggestik ved at myggestik ofte kommer isoleret, mens bid fra lus ofte kommer i plamager eller på stribe.

– Økonomi var et af de helt store spørgsmål for mig, før turen. Du kan selv bestemme om turen skal være billig eller dyr.
Den kan nemt blive dyr ved at du spiser morgenmad, frokost og aftensmad ude på restauranter, samt vælge dyre hoteller osv.
Du kan dog ligeledes gøre turen enormt billig ved at købe al mad i supermarkedet, tilberede det på køkkenerne i alberguer og vælge alle de billige alberguer / sove i det fri.
Jeg valgte en behagelig middelvej, som ca. så sådan ud:
Dag 1.:
Morgenmad: Youghurt, 2 bananer og 2 müslibarer fra supermarked + kaffe fra cafe: 3 Euro
Frokost: Brød, pålæg, frugt fra supermarked + sodavand fra cafe: 4 euro
Aftensmad: Nem aftensmad fra supermarkedet tilberedt på alberguets køkken med 2-3 andre: 5 euro
Albergue: 10 euro
Diverse snacks og drikkelse i løbet af dagen: 5 euro
I alt: 27 euro

Dag 2.:
Morgenmad: Youghurt, 2 bananer og 2 müslibarer fra supermarked + kaffe fra cafe: 3 Euro
Frokost: Brød, pålæg, frugt fra supermarked + sodavand fra cafe: 4 euro
Aftensmad: Tre retters pilgrimsmenu på restaurant: 10 euro
Albergue: 12 euro
Diverse snacks og drikkelse i løbet af dagen: 5 euro
I alt: 34 euro

Dag 3.:
Morgenmad: Tortilla + kaffe fra cafe: 5 Euro
Frokost: Brød, pålæg, frugt fra supermarked + sodavand fra cafe: 4 euro
Aftensmad: Tre retters pilgrimsmenu på restaurant: 10 euro
Albergue: 8 euro
Diverse snacks og drikkelse i løbet af dagen: 5 euro
I alt: 32 euro

Dag 4.:
Morgenmad: Tortilla + kaffe fra cafe: 5 Euro
Frokost: Brød, pålæg, frugt fra supermarked + sodavand fra cafe: 4 euro
Aftensmad: Nem aftensmad fra supermarkedet tilberedt på alberguets køkken med 2-3 andre: 5 euro
Albergue: 8 euro
Diverse snacks og drikkelse i løbet af dagen: 5 euro
I alt: 27 euro

Dag 5.:
Morgenmad: Youghurt, 2 bananer og 2 müslibarer fra supermarked + kaffe fra cafe: 3 Euro
Frokost: Stort frokost fra cafe: 9 euro
Aftensmad: Nem aftensmad fra supermarkedet tilberedt på alberguets køkken med 2-3 andre: 5 euro
Albergue: 5 euro
Diverse snacks og drikkelse i løbet af dagen: 5 euro
I alt: 27 euro

Dag 6.:
Morgenmad: Youghurt, 2 bananer og 2 müslibarer fra supermarked + kaffe fra cafe: 3 Euro
Frokost: Brød, pålæg, frugt fra supermarked + sodavand fra cafe: 4 euro
Aftensmad: Nem aftensmad fra supermarkedet tilberedt på alberguets køkken med 2-3 andre: 5 euro
Albergue: 5 euro
Diverse snacks og drikkelse i løbet af dagen: 5 euro
I alt: 22 euro

Dag 7.:
Morgenmad: Youghurt, 2 bananer og 2 müslibarer fra supermarked + kaffe fra cafe: 3 Euro
Frokost: Brød, pålæg, frugt fra supermarked + sodavand fra cafe: 4 euro
Aftensmad: Tre retters pilgrimsmenu på restaurant: 10 euro
Albergue: 6 euro
Diverse snacks og drikkelse i løbet af dagen: 5 euro
I alt: 28 euro

Pris for en uge: Ca. 200 euro
Pris for 4 uger: 200 euro * 4 * 7,5 = 6000 kr.
Dertil kommer der altid lidt ekstra udgifter som eksempelvis medicin, tape, plaster, nye klipkapper osv.


3 Comments »

  1. […] jeg kom hjem fra min 800 km. lange vandretur i Spanien, Caminoen – Den franske rute, kom jeg hjem til mit indendørs aquaponic-drivhus, der trængte til noget kærlighed. Det havde […]

    Pingback by Hjemmelavet mynte-te — 26. august 2015 @ 16:29

  2. Faldt tilfældigt over din blog i en madgruppe – dejlig læsning 🙂

    Kommentar by Merete Hamann — 27. marts 2016 @ 16:28

  3. […] Læs dagbogen her […]

    Pingback by Jacobs dagbog fra Camino Francés 2015 | Caminoen Kalder — 11. maj 2017 @ 7:03

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/2/2/1/jacobdklarsen.dk/httpd.www/wp-content/themes/wordpress-naked/comments.php on line 51